Afrejse d.7.7
Endelig afsted
Kl. er 4.50 og vi skal afsted til lufthavnen. Peter Bukhave var så sød at ville køre os og vi er SÅ klar!
Det er den fedeste fornemmelse at være på vej til lufthavnen, på trods af coronarestriktioner - mundbind, sprit, coronapas, PCR-test og afstand. Vi får købt lidt snack i lufthavnen og får tiden til at gå med at spille kort. Alt imens vi kan se vores kufferter blive lastet - og så er vi klar til at boarde.
Mundbindene skal være på hele tiden, undtagen når vi spiser eller drikker. Der går ikke længe før vi får vores første glimt af Island og gletcheren Vatnasjökull.
Vi lander i Keflavik lufthavn og iler ud for at vise coronapas, men jeg har dummet mig og skrevet at Asbjørn er et barn 😱 Så lidt bøvl, men det lykkedes at få hans coronapas også. Så skal vi testes - både i halsen og i næsen! Claus får 3, af en eller anden mærkelig årsag. Endelig igennem og så er det ud og vente på at blive afhentet. Langt om længe kommer der nogle fra ICERENTAL 4x4 og henter Jeppe, Eske, Malthe og Claus. Smilla, Asbjørn og jeg bliver tilbage og afventer at de kommer tilbage med lejebiler.
Da de endelig kommer tilbage er der gået ged i bookningen af den ene bil, så de siger at de ikke har nogen bil til os. Totalt panik, for 14 dage og en bil - det kan ikke lade sig gøre!
Når man ringer til Discoverycars siger telefonsvaren at de ikke tager telefonen for øjeblikket pga travlhed, men at man kan sende en mail. Men det er jo ikke en mulighed, vi skal bruge den bil nu.....
Vi ender med at tage tilbage til det udlejningsfirma, som drengenes udlejningsbil er fra og her er de virkelig søde og finder en anden bil til os - dog fra 2011 (en Suzuki Vitara), drengenes var en Dacia Duster.
Nu er det så afsted mod Grundarfjördur og afslapning.
Vi har lige en mellemstation ved Netto i Borganes for at hente alle vores indkøbte varer, da vi er i karantæne i 5 dage.
HOLD DA OP et syn der møder os, da vi ankommer til huset som ligger lige ud til vandet i de mest fantastiske omgivelser.
Vi slapper af resten af dagen/aftenen. Om natten blæser det en hel orkan, så Claus og jeg er ud for at flytte biler, da vi er bange for at vinden tager dem. Det kunne lige passe :o).