Los Angeles, officielt City of Los Angeles, ofte omtalt med forkortelsen L.A., er den mest folkerige by i den amerikanske stat Califonien og USA's næststørste by efter New York City. Byen har 3.976.322(2016) indbyggere og et areal på 502,76 'square miles' - 1.302 Km2.
Byen blev grundlagt den 4. september 1781, som en del af det dengang spansk-kontrollerede Mexico. Den blev døbt "El Pueblo de Nuestra Señora la Reina de los Ángeles del Río de Porciúncula". Den var oprindeligt mexicansk, men blev overtaget af USA i 1847.
Klimaet i Los Angeles er varmt og solrigt med temperaturer på 18-25 grader hele året rundt. Ikke langt fra byen ligger San Andreas-forkastningen, hvor to kontinentalplader støder op mod hinanden og derved med jævnlige mellemrum skaber jordskælv. Der er årligt flere små jordskælv, der ikke udgør nogen større fare, men byen ligger alligevel i en højrisiko zone for at blive ramt af mere kraftige jordskælv. Ud over jordskælv rammes L.A. og det omkringliggende område ofte også af store skovbrande på grund af sit meget tørre og varme klima.
Filmindustrien har udviklet sig til en verdensomspændende underholdningsindustri med centrum i Burbank nord for Hollywood. Her ligger nogle af landets største film-, musik- og tv-studier, hvoraf flere som fx Disney-, Universal - og NBC-studierne samtidig er store turistattraktioner. Andre turistmål er bl.a. kunstmuseer, Disneyland i Anaheim og byparkerne Griffith Park og Exposition Park; sidstnævnte med bl.a. California Science Center, der i 1932 og 1984 dannede rammen om De Olympiske Lege. Turistbranchen profiterer også af klimaet, strandene og bjergene og ikke mindst af byens glamourøse image, der blev skabt af filmindustrien og senere er blevet fastholdt i Beverly Hills 90210, Baywatch og andre populære tv-serier.