FrimannKlanen

Vores liv i tekst og billeder

Monument Valley

Enorme klippepartier i gule, orange og røde farver er den fascinerende tiltrækningskraft ved Monument Valley, der ligger lige på grænsen mellem Arizona og Utah. Landskabet er som taget ud af en westernfilm, og det ikke helt tilfældigt. For de fantastiske klippepartier har optrådt i adskillige westerns, bl.a. en række af instruktøren John Fords klassiske westerns, bl.a. My Darling Clementine fra 1946 og Forfølgeren (The Searchers) fra 1956.

Det er Colorado-plateauets specielle geologi, der gennem millioner af år har været med til at skabe det helt særlige landskab i Monument Valley. De mange klippemonumenter er opstået i takt med, at vind og vejr har fået de blødere materialer som jord og ler til at erodere væk, således at kun de mest hårdføre klipper er blevet stående tilbage. Monument Valley har altså oprindeligt været fladt, og jordoverfladen har ligget i niveau med, hvad der nu svarer til højden på de højeste tilbageværende klippetinder.

Monument Valley er speciel som nationalpark i kraft af, at parken ligger på indiansk jord og er privatejet. Det er således de lokale Navajo-indianere, der driver Monument Valley og det tilhørende besøgscenter, og Monument Valleys officielle navn er Monument Valley Navajo Tribal Park.